Alle har dage, hvor de føler sig ubrugelig og uvirkelig, men så længe vi tænker på, at det er os som er heltene i vores eget liv, så skal det nok gå.

Til hverdag hader jeg at stå tidligt op, men ikke i dag, selvom jeg så Eurovision Song Contest det meste af natten. Det gode ved at være oppe før alle andre er, at man har huset for sig selv – der er en slags ro over det. Især når man kan høre fuglene fra de åbne vinduer.

Det, at hele huset er stille, fylder mig med en eller anden slags fred. Jeg bliver mere afslappet og tænker ikke nær så meget over de forskellige ting, som jeg til dagligt tænker over.

Til hverdag er der nogle bestemte tanker som altid kommer tilbage – lige meget om jeg har det godt eller alt er ved at falde fra hinanden. Tanker om, hvordan jeg skal klarer den kommende dag og om jeg stadig vil være til stede om aftenen. Jeg ved ikke, hvad det er der gør, at jeg tænker sådan, men ja, det er jo på den måde min hjerne har lyst til at virke.

Her i formiddag gik det op for mig, at det faktisk ikke kun er mig, der har det dårligt med sig selv og livet. Til tider så har jeg nogle fantastiske dage og andre, hvor jeg helst vil være blevet hjemme under dynen – hvilket nogle dage har overtalt mig til at blive hjemme og bare have ondt af mig selv. Men sådan skal det jo ikke være. Jeg har ikke lysten til at skulle være hjemme og lave ingenting. Til tider så svigter kroppen altså og de skæve tanker overtager. Det er tit på de her tidspunkter, hvor jeg egentligt ikke kan mere og overvejer lidt af hvert.

Det her indlæg skulle egentligt have været oppe søndag aften, men i stedet for kommer det op her til aften. Jeg ved ikke, hvad det var, som stoppede mig fra at dele det, måske fordi jeg føler, at en stor del af mig kommer frem, altså, hvordan jeg virkeligt har det med livet og sådan.

Ikke, at der er kommet noget nyt frem, men bare det, at jeg nævner det sådan lige frem. Det var egentligt ikke min plan, at jeg ville skrive det lige nu, men ja, frem kommer alting. Det er bare lige hvornår.

Efter at have gået igennem en del her på det seneste, er jeg blevet enig med mig selv i, at der skal ske ændringer i den måde jeg tænker på og den måde jeg reagerer på. Måske er det på tide, at der sker noget? At jeg begynder at tage mig sammen og virkelig råber efter hjælp, når jeg har brug for det? Men jeg er jo den eneste, der kan ændre det. Jeg er helten i mit eget liv, ligesom jeg også selv er dæmonen. Den der ødelægger det hele.

Men ligesom i eventyr så ender alt lykkeligt…

På et tidspunkt….

Mit er bare ikke kommet endnu…

Jeg ved ikke med jer, men jeg har det nogle gange som jeg tager livet forgivet og egentligt ikke tænker over de ting, der måske skulle tænkes lidt mere over. Til tider kan jeg sidde og virkelig føle, at jeg egentligt ikke har fortjent de ting, som jeg har. Jeg har også dage, hvor jeg virkeligt hader mig og egentligt ikke rigtigt har lyst til noget som helst. Og når jeg så har det sådan, har jeg det med at “straffe” mig selv. Selvom jeg egentligt ikke gør det med bevidst så får jeg det på en måde bedre ved at føle, at jeg er nødt til at kæmpe lidt mere, og så kan jeg blive ved på den måde i jeg ved ikke hvor lang tid. Men sådan skal det jo ikke være. Der er ingen, der har fortjent at have det sådan, selvom jeg godt kan føle, at det er det jeg har fortjent, for at tage de små glæder jeg har i livet forgivet, men ja, det er sådan jeg er.

   Men, hvad er et godt liv egentligt? Jeg kan ikke svare på det, for indtil videre så ved jeg det ikke. Jeg kan ikke sige, at hvis du gør sådan og sådan, så får du det godt eller på den her måde får du et perfekt liv. I det hele taget så gælder det om, at man skal lære af de mange fejl, som vi begår her i livet. Måske det føles rigtigt i starten, men senere hen føles det forkert? Det er kun dig selv, som kan bestemme, hvordan det føles og om det er rigtigt, fordi ikke alle føler det samme om de samme ting.

   Livsglæde er noget jeg har fået som tiden er gået, eller det er i hvert fald noget jeg ved, at jeg vil finde på et tidspunkt. Måske i morgen eller om 10 år?

  Når jeg har det godt, så har jeg det med at være mere taknemlig for de ting som jeg har fået. Nogle gange så glemmer jeg bare at vise det – især glemmer jeg at fortælle de personer som betyder sindsygt meget for mig, at de faktisk er nogle som jeg ikke ønsker ud af mit liv, fordi de er med til at fuldføre det. De er med til at gøre mig til hende jeg er. Selvom jeg tit glemmer det. Der er specielt to personer som gør, at jeg føler mig virkelig og måske jeg skulle takke dem for det engang i morgen, eller bare når jeg ser dem?

   Det er ikke alting, man har lyst til at være taknemlig for, men når man så tænker tilbage på de ting , kommer jeg i hvert fald til at tænke, at det måske var okay, det jeg gjorde den gang, men hvem ved?

   Det vigtigste er, at man husker ikke at tage livet forgivet og nyde det, for man ved aldrig, hvornår ens sidste dag er kommet.

Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg vidst nok fået skrevet en del personlige indlæg, hvilket jeg foretrækker mere end at skrive om fashion og beauty, hvilket jeg synes er lidt mærkeligt nu, hvor bloggen hedder True Beauty, men ja, det kan godt være man er smuk uden på, men en helt gennemført smuk kvinde eller mand har altså også en smuk sjæl. Af og til så kommer der altså skrammer på sjælen og ens hjerte knuses gang på gang, og man føler sig mere eller mindre ubrugelig, hvilket man ikke skal føle sig.

Jeg har i lang tid selv kæmpet med, at jeg ikke føler mig smuk lige meget om jeg har et halv ton makeup på eller slet intet har på, men nu her, hvor jeg sidder og skriver dette, går det faktisk op for mig, at jeg er Guds smukkeste skabning – selvom der er dyr der er pænere. Vi er blevet skabt til at vær os selv. Skabt til at elske os selv og jeg kan fortsætte i en evighed.

Til tider kan det være svært at bliver ved med at være sig selv, når man egentligt føler, at det er en forkert person man er. Til tider synes jeg selv, at det er hårdt at blive ved med at holde fast i de værdier man har. Andre gange går det simpelt hurtigere end man forventer, og det er på de her tidspunkter, at man skal holde fast i den man er og leve lige nu og her. Blive ved med at gøre de ting som gør en glad og gøre de ting som får en til at holde modet oppe til at køre videre ud af livets landevej.

Du ved sikker godt selv at når man kører på en landevej er der altid nogle  der skal overskride fartgrænsen, det samme gælder ens liv. Nogen lever bare på et højere og mere intenst niveau, hvilket er med til, at der nogle gange sker de her forfærdenlige ting. Lige meget om du er sådan en, der lever hurtigt så husk at holde fast i den følelse som gør dig glad. Den følelse som gør dig levende og giver dig mod på livet.

Livet er sku en vigtig ting for der er ingen som ved, hvad der vil ske når vi dør. Grib fat i dig selv. Forkæl dig selv. Giv dig god tid til de ting som du godt kan lide at lave for så får du nemlig mest ud af livet især, hvis det er med personer som du ikke kan undværer.

Husk at sige “Jeg elsker dig” for du ved aldrig, hvornår du vil se personen igen eller om du vil se den igen!

Du er ikke bare min blogs læser. Du er mere end det. Du er din mors og fars datter/søn. Måske er du en søster eller en bror. Måske har du en håndfuld kusiner og fætre. Husk på, du har måske også nogle bedsteforældre. For de her personen betyder du meget mere end du måske tror, men tror mig når jeg siger dette: “Du er elsket” og hold fast i de ord når det går ned af bakke.

Sikke lang tid siden. Lige nu sidder jeg og nyder stilheden før stormen, da eksamens perioden bliver skudt i gang om ikke så længe. Lige nu er jeg ved at skrive min dansk-historie-opgave, bedre kendt som DHO og efter det skal jeg i gang med et AT-projekt i musik og engelsk. Efter de to opgaver har jeg en lille uges læseferie, hvorefter sommerferien begynder!

Tænk at det snart er mere end et halvt år side jeg oprettede bloggen – tiden er virkeligt gået hurtigt. Jeg må indrømme at det indimellem så har det ikke været nemt. I den seneste tid, så har mit liv rent ud sagt været en rutchebanetur, hvor alt er gået fra at have været fantastisk til at alt er blevet revet fra hinanden i vindene har blæst dem væk fra hinanden – og det har taget så lang tid at få det hele samlet igen, længere tid end det tog for det hele at blive revet fra hinanden.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, at det er vigtigt at være sig selv og tænke over de ting som betyder noget for én som person, men jeg har det selv tit med at få skubbet mine egne følelser væk og så tænker jeg på alle andre før mig selv – måske ikke det bedste at gøre, men det ske af og til.

Når jeg tænker over tingene der bliver sagt til mig tager jeg dem personligt, jeg får alt det positive vendt om til noget kritik imod mig, selvom det egentligt ikke er. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke føler at det passe, men engang imellem tager jeg mig selv i at tænke nogle dumme tanker om mig selv.

Jeg har altid haft det svært med at acceptere mig selv som hende jeg er. Måske fordi jeg ikke har lyst til at være hende? men ja, jeg ved ikke hvorfor, men det sker.

Jeg øver mig tit i at kunne huske forskellige citater fra bøger. Sådan nogle citater som betyder noget for mig. Til tider kan jeg også – imod min egen vilje – lade være med at tage makeup på selvom jeg ved at jeg skal op på gymnasiet, hvor vi er omkring 800 personen. Jeg gør det for at lære mig selv, at jeg ikke behøver at bruge makeup, for før sommerferien 2014 brugte jeg intet, kun til særlige begivenheder.

Tænk, at det i denne verden er blevet så svært at acceptere sig selv og elske sig selv, men jeg prøver og til tider virker det bedre end andre. Her den anden dag blev jeg færdig med at læse Som Stjernerne på Himlen af Jennifer Niven. Det er en helt fantastisk bog, som har den bedste slutning. Helt klart en bog som kan anbefales. Nå men sagen er, at på den aller sidste side skriver forfatteren noget om selvmord – hvilket er et stort emne i bogen – hvorefter hun slutter med:

Hvis du tror, der er noget galt, så sig det til nogen.
Du er ikke alene.
Det er ikke sin skyld.
Der er hjælp at hente.

Det kan godt være, at du føler dig alene, men det er du ikke!

Nu og da så går tingene ikke lige som de skal. Når det ikke sker, så har jeg det med at blive irriteret og bare har lyst til at ødelægge det, som jeg lige har brugt alle mine kræfter på, da jeg føler det ikke er godt nok. Til tider bliver jeg så ked af det, at jeg bare ikke kan holde tårerne tilbage. Og ud må de.

Jeg græder ikke offentligt da det er et tegn på svaghed. Og jeg bryder mig ikke om at vise omverdenen mine svagheder. Mine stærke sider derimod, har jeg mere en lyst til at vise frem af – især hvis det går godt.

Det er helt i orden at være ked af det, bare husk, at der ALTID er lys på den anden side af de mørke skyer. Jeg er måske ikke altid hende, der lige husker på det.

Det kan være svært at indrømme det overfor sig selv, at man måske har brug for hjælp, men af hvad jeg har lært, så er der altid nogen man kan gå til – nogle gange er det nemmere at snakke med fremmede end med dem man kender.

Det kan godt være det lyder lidt som en kliche, dine venner er der ALTID for dig, og du kan altid komme til dem hvis ikke så har du ALTID din familie!