Tetid #3 – Når det hele falder fra hinanden

Det er med tårer i øjnene, at jeg skriver dette indlæg. I kender det sikkert selv. Den der følelser, der i tide og utide kommer krybende indefra, og pludseligt bare vil ud? Men hvad gør jeg så lige? Tit kommer det til at gå ud over min familie, ved at jeg bliver ked af det og sommetider kommer jeg til at sige ting, som ikke skulle have været sagt. Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg reagerer sådan, når nogle ting går mig på, men ja, så er det jo godt, at man kan sige undskyld.

I kender sikkert metaforen eller er det nu et billedesprog? At man skal se glasset halvt fyldt i stedet for halvt tomt? Det er sådan, at mit glas altid er fyldt lige til randen, så der er ikke så meget der skal til før, at jeg bliver ked af det og irriteret. Og på den måde går det ud over min familie eller mine venner. Dét, at jeg hurtigt bliver sur og trist har en del at gøre med min fortid, som har gjort mig til en person, der tager ting mere personligt end de egentligt skulle have været taget. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er folk jo så forskellige.

Vores liv er som en rutchbane. Nogle gange går det godt, mens andre gange går det forfærdenligt, men sådan er livet, ikke?