WE ARE THE HEROES!!!

Alle har dage, hvor de føler sig ubrugelig og uvirkelig, men så længe vi tænker på, at det er os som er heltene i vores eget liv, så skal det nok gå.

Til hverdag hader jeg at stå tidligt op, men ikke i dag, selvom jeg så Eurovision Song Contest det meste af natten. Det gode ved at være oppe før alle andre er, at man har huset for sig selv – der er en slags ro over det. Især når man kan høre fuglene fra de åbne vinduer.

Det, at hele huset er stille, fylder mig med en eller anden slags fred. Jeg bliver mere afslappet og tænker ikke nær så meget over de forskellige ting, som jeg til dagligt tænker over.

Til hverdag er der nogle bestemte tanker som altid kommer tilbage – lige meget om jeg har det godt eller alt er ved at falde fra hinanden. Tanker om, hvordan jeg skal klarer den kommende dag og om jeg stadig vil være til stede om aftenen. Jeg ved ikke, hvad det er der gør, at jeg tænker sådan, men ja, det er jo på den måde min hjerne har lyst til at virke.

Her i formiddag gik det op for mig, at det faktisk ikke kun er mig, der har det dårligt med sig selv og livet. Til tider så har jeg nogle fantastiske dage og andre, hvor jeg helst vil være blevet hjemme under dynen – hvilket nogle dage har overtalt mig til at blive hjemme og bare have ondt af mig selv. Men sådan skal det jo ikke være. Jeg har ikke lysten til at skulle være hjemme og lave ingenting. Til tider så svigter kroppen altså og de skæve tanker overtager. Det er tit på de her tidspunkter, hvor jeg egentligt ikke kan mere og overvejer lidt af hvert.

Det her indlæg skulle egentligt have været oppe søndag aften, men i stedet for kommer det op her til aften. Jeg ved ikke, hvad det var, som stoppede mig fra at dele det, måske fordi jeg føler, at en stor del af mig kommer frem, altså, hvordan jeg virkeligt har det med livet og sådan.

Ikke, at der er kommet noget nyt frem, men bare det, at jeg nævner det sådan lige frem. Det var egentligt ikke min plan, at jeg ville skrive det lige nu, men ja, frem kommer alting. Det er bare lige hvornår.

Efter at have gået igennem en del her på det seneste, er jeg blevet enig med mig selv i, at der skal ske ændringer i den måde jeg tænker på og den måde jeg reagerer på. Måske er det på tide, at der sker noget? At jeg begynder at tage mig sammen og virkelig råber efter hjælp, når jeg har brug for det? Men jeg er jo den eneste, der kan ændre det. Jeg er helten i mit eget liv, ligesom jeg også selv er dæmonen. Den der ødelægger det hele.

Men ligesom i eventyr så ender alt lykkeligt…

På et tidspunkt….

Mit er bare ikke kommet endnu…